Forundersøgelse, en hektisk dag
I dag var jeg til forundersøgelse på OUH.
Jeg skulle have taget blodprøve og EKG, have taget røntgenbillede, snakke med min kirurg/læge og snakke med en narkoselæge.
8.40 havde jeg tid til blodprøve og EKG. 8.37 susede min mor og jeg ind i parkeringshuset, der tilhører hospitalet. Vi nåede op til den rigtige afdeling lige i tide, og jeg registrerede mig med mit sygesikringsbevis.
I venteværelset var der to skærme, der viste hvis tur det var, og hvor personen skulle gå hen. Vi nåede lige at sætte os ned, da begge skærme gik ud, så ingen kunne se, hvem der var den næste. De ansatte stod derfor og råbte navnene op i stedet for, da de ikke kunne få gang i skærmene igen. Den plan virkede sådan set også godt, bortset fra at mit navn aldrig blev råbt. Efter én time med ventetid, blev jeg nødt til at gå ned og få taget røntgenbillede, da de ventede på mig på røntgenafdelingen.
Jeg gik ned til ortopædkirurgisk afdeling, og blev derfra sendt til røntgen. Herefter begav vi os tilbage til der, hvor jeg skulle have taget blodprøve. Jeg var ved at gå sukkerkold, så min mor trak en Snickers til mig i en automat, det hjalp. Da vi havde ventet ca. 10 min, kom den radiograf. der lige havde taget røntgenbilleder af mig, hen til os. Hun så lidt forvirret ud.
Jeg skulle have taget 2 forskellige slags billeder, men havde kun fået taget den ene slags, så derfor skulle jeg tilbage til røntgenafdelingen. På det første røntgenbillede skulle jeg bare stå lige, med hænderne på hovedet. På de nye billeder, skulle jeg bøje så meget jeg kunne til den ene side, og så den anden, mens de tog røntgenbilleder af mig.
Da der var styr på røntgenbillederne, skulle jeg til samtale med min læge Stig. Jeg havde skrevet en helt masse spørgsmål ned, som jeg fik svar på. (Næste blogindlæg bliver min liste med spørgsmål og de svar, jeg fik) Det var rigtig dejligt at få styr på alle de ting, jeg havde undret mig over, og da vi gik derfra var jeg ikke nervøs over operationen.
Nå, jeg havde jo stadig den dumme blodprøve, jeg skulle have taget. Jeg er ikke specielt glad for nåle, så derfor var jeg meget nervøs over at skulle stikkes. Man siger jo at 3. gang er lykkens gang, og det var det sandelig også for os. For da vi 3. gang går ned til afdelingen, kan sekretæren kende os og ved vi har været der fra morgen af. Klokken var blevet over 12.
Mit ben rystede helt vildt, og mit hjerte hamrede derudaf. Sygeplejersken var rigtig venlig, og tog det meget stille og roligt. Jeg kiggede væk, da hun stak mig, og tog lange dybe vejrtrækninger. Og vupti, så var hun færdig, det var slet ikke så slemt, som jeg troede det ville være! Så skulle jeg have taget ekg. Jeg fik sat elektroder forskellige steder rundt på kroppen, så skulle jeg ligge bomstille, og jeg måtte ikke sige noget. Det tog hvad der føles som 10 sekunder, og så var jeg færdig.
Så manglede vi kun sidste punkt på listen, snakke med narkoselæge. Det gik helt fint, han var meget rar og venlig, og jeg følte mig helt tryg, da vi gik derfra.
Alt i alt var det en god, men hektisk og forvirrende dag.
Facts:
Sådan ser der skruer ud, jeg skal have opereret ind i ryggen.
Stig regner med at skulle bruge ca. 20 skruer.
Vi kom til at grine lidt af de skruer, fordi de ligner nogen, der er købt i fra Bauhaus eller Silvan :)
Jeg skulle have taget blodprøve og EKG, have taget røntgenbillede, snakke med min kirurg/læge og snakke med en narkoselæge.
8.40 havde jeg tid til blodprøve og EKG. 8.37 susede min mor og jeg ind i parkeringshuset, der tilhører hospitalet. Vi nåede op til den rigtige afdeling lige i tide, og jeg registrerede mig med mit sygesikringsbevis.
I venteværelset var der to skærme, der viste hvis tur det var, og hvor personen skulle gå hen. Vi nåede lige at sætte os ned, da begge skærme gik ud, så ingen kunne se, hvem der var den næste. De ansatte stod derfor og råbte navnene op i stedet for, da de ikke kunne få gang i skærmene igen. Den plan virkede sådan set også godt, bortset fra at mit navn aldrig blev råbt. Efter én time med ventetid, blev jeg nødt til at gå ned og få taget røntgenbillede, da de ventede på mig på røntgenafdelingen.
Jeg gik ned til ortopædkirurgisk afdeling, og blev derfra sendt til røntgen. Herefter begav vi os tilbage til der, hvor jeg skulle have taget blodprøve. Jeg var ved at gå sukkerkold, så min mor trak en Snickers til mig i en automat, det hjalp. Da vi havde ventet ca. 10 min, kom den radiograf. der lige havde taget røntgenbilleder af mig, hen til os. Hun så lidt forvirret ud.
Jeg skulle have taget 2 forskellige slags billeder, men havde kun fået taget den ene slags, så derfor skulle jeg tilbage til røntgenafdelingen. På det første røntgenbillede skulle jeg bare stå lige, med hænderne på hovedet. På de nye billeder, skulle jeg bøje så meget jeg kunne til den ene side, og så den anden, mens de tog røntgenbilleder af mig.
Da der var styr på røntgenbillederne, skulle jeg til samtale med min læge Stig. Jeg havde skrevet en helt masse spørgsmål ned, som jeg fik svar på. (Næste blogindlæg bliver min liste med spørgsmål og de svar, jeg fik) Det var rigtig dejligt at få styr på alle de ting, jeg havde undret mig over, og da vi gik derfra var jeg ikke nervøs over operationen.Nå, jeg havde jo stadig den dumme blodprøve, jeg skulle have taget. Jeg er ikke specielt glad for nåle, så derfor var jeg meget nervøs over at skulle stikkes. Man siger jo at 3. gang er lykkens gang, og det var det sandelig også for os. For da vi 3. gang går ned til afdelingen, kan sekretæren kende os og ved vi har været der fra morgen af. Klokken var blevet over 12.
Mit ben rystede helt vildt, og mit hjerte hamrede derudaf. Sygeplejersken var rigtig venlig, og tog det meget stille og roligt. Jeg kiggede væk, da hun stak mig, og tog lange dybe vejrtrækninger. Og vupti, så var hun færdig, det var slet ikke så slemt, som jeg troede det ville være! Så skulle jeg have taget ekg. Jeg fik sat elektroder forskellige steder rundt på kroppen, så skulle jeg ligge bomstille, og jeg måtte ikke sige noget. Det tog hvad der føles som 10 sekunder, og så var jeg færdig.
Så manglede vi kun sidste punkt på listen, snakke med narkoselæge. Det gik helt fint, han var meget rar og venlig, og jeg følte mig helt tryg, da vi gik derfra.
Alt i alt var det en god, men hektisk og forvirrende dag.
Facts:Sådan ser der skruer ud, jeg skal have opereret ind i ryggen.
Stig regner med at skulle bruge ca. 20 skruer.
Vi kom til at grine lidt af de skruer, fordi de ligner nogen, der er købt i fra Bauhaus eller Silvan :)
Kommentarer