Operationen

Det er onsdag aften. Jeg blevet frisk nok til at skrive lidt.

På operationsdagen var jeg meget nervøs og spændt. Hver gang der kom én ind i rummet, havde jeg svært ved at holde mig sammen, og da jeg blev hentet gik det helt galt. Jeg blev kørt i min seng ned med elevatoren, og parkeret inde i et "venteværelse" overfor operationsstuen.

Her var vi i cirka en halv time, en meget lang halv time efter min mening. Jeg fik dog et lille smil frem hver gang jeg så mine forældre, i deres yderst flotte outfit, der var lidt smølf over dem.

Jeg fik hilst på dem, der skulle lægge mig i narkose, og min kirurg Stig kom også forbi og sagde hej, han så frisk ud.

Så var det tid til at det hele skulle til at begynde. Jeg skulle selv gå fra venteværelset over til operationsstuen. Her skulle jeg ligge ned på sådan en båre. Jeg havde fået lagt trylleplastre på mine hænder, så da narkoselægen lagde drop, gjorde det slet ikke ondt. Olga (narkoselægen) instruerede mig i, at jeg skulle vrikke med fødderne og bøje mine knæ når jeg vågnede op igen.
´´
Nu var alt klar til at jeg skulle i fuld narkose.

Olgas stemme sagde igen og igen: 'Husk at vippe og bøje ben og fødder, så snart du vågner'.
Inde i mit hoved blev jeg ved med at sige " Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Og jeg tænkte på min hund og min familie.
Jeg blev hurtigt svimmel, og blev til sidst nødt til at lukke mine øjne. Det sidste jeg så var mine forældres ansigter.

To minutter efter vågnede jeg op igen, eller det troede jeg i hvert fald. Operationen havde taget fem timer, hvilket er noget mindre end jeg havde regnet med.