Indlæggelsesdagen, 1.del
I morges kl.8.30 kørte min mor, søster og jeg mod Vejle Station. Vi skulle hente min far, der var kørt med toget fra Århus på stationen, så vi alle kunne køre sammen.
Vi ankommer til hospitalet, og finder den afdeling jeg skal være indlagt på. Her er der en sød sygeplejerske der tager imod os, og viser den stue jeg skal være på. Hun forklarer lidt om hvilke piller og indsprøjtninger, jeg skal have mens jeg er her. Så siger hun også jeg skal have taget min temperatur, og jeg tænker åh nej, ikke lad det være et termometer der skal bagi, men det skulle det så. Jeg fik sygeplejersken til at tage det, fordi jeg aldrig selv har prøvet det, og som hun sagde skal de gøre det de næste to til tre dage alligevel. Og det var slet ikke så slemt, som jeg troede.
Så skulle jeg tisse, og sygeplejersken skulle bagefter scanne om min blære var tom, og det var den. Jeg fik også målt blodtryk og tjekket min vejrtrækning, alt var som det skulle være.
Nu sidder jeg i sengen, efter lige at have spist mit første hospitalsmåltid, det bestod af svensk pølseret og rugbrød. Kl.13 skal jeg ned til en neurofysiolog, og jeg skal også have taget blodprøve, igen...
Da vi kom ind på stuen blev jeg ramt af noia, fordi det er her jeg skal være den næste uge. Heldigvis har jeg min mor, og meget af tiden også min far med mig gennem hele det her forløb. Det hjalp også at min søster var her, så jeg kunne tænke på noget andet end i morgen. Lige nu er mine tanker om operationen, at nu skal det bare overståes! Jeg er nervøs og bange, men der er ingen vej udenom.
Hvis jeg skulle give et godt råd til andre, som skal igennem samme forløb som jeg, så er det: Ikke bekymre dig i forvejen. Tit og ofte er det overhovedet ikke så slemt som man tror, og det nytter ikke noget at forstille sig hvordan det kommer til at være. Det er et råd jeg godt kunne have brugt, da jeg startede mit forløb.
Vi ankommer til hospitalet, og finder den afdeling jeg skal være indlagt på. Her er der en sød sygeplejerske der tager imod os, og viser den stue jeg skal være på. Hun forklarer lidt om hvilke piller og indsprøjtninger, jeg skal have mens jeg er her. Så siger hun også jeg skal have taget min temperatur, og jeg tænker åh nej, ikke lad det være et termometer der skal bagi, men det skulle det så. Jeg fik sygeplejersken til at tage det, fordi jeg aldrig selv har prøvet det, og som hun sagde skal de gøre det de næste to til tre dage alligevel. Og det var slet ikke så slemt, som jeg troede.
Så skulle jeg tisse, og sygeplejersken skulle bagefter scanne om min blære var tom, og det var den. Jeg fik også målt blodtryk og tjekket min vejrtrækning, alt var som det skulle være.
Nu sidder jeg i sengen, efter lige at have spist mit første hospitalsmåltid, det bestod af svensk pølseret og rugbrød. Kl.13 skal jeg ned til en neurofysiolog, og jeg skal også have taget blodprøve, igen...
Da vi kom ind på stuen blev jeg ramt af noia, fordi det er her jeg skal være den næste uge. Heldigvis har jeg min mor, og meget af tiden også min far med mig gennem hele det her forløb. Det hjalp også at min søster var her, så jeg kunne tænke på noget andet end i morgen. Lige nu er mine tanker om operationen, at nu skal det bare overståes! Jeg er nervøs og bange, men der er ingen vej udenom.
Hvis jeg skulle give et godt råd til andre, som skal igennem samme forløb som jeg, så er det: Ikke bekymre dig i forvejen. Tit og ofte er det overhovedet ikke så slemt som man tror, og det nytter ikke noget at forstille sig hvordan det kommer til at være. Det er et råd jeg godt kunne have brugt, da jeg startede mit forløb.
Kommentarer