Indlæggelsesdagen, 2.del

Først vil jeg lige sige tusind tak til alle jer, der læser med. Tak for de mange søde hilsner og kommentarer. Det gør mig glad og tryg!

Siden jeg skrev sidste indlæg, har jeg været nede til neurofysiologisk undersøgelse, fået taget billede og fået taget blodprøve. De to første ting foregik nede i hospitalets kælder, stort og forvirrende og fyldt med kittelklædte mennesker på cykler og løbehjul!

Neurofysiologisk undersøgelse var... specielt. Jeg kom ned til en dame, som tog godt imod mig. Så målte hun mit hoved, og tegnede med en tusch i min hovedbund. Hun tjekkede mine reflekser og min styrke. Hun instruerede mig i, hvad jeg skulle gøre. Jeg skulle presse med fx. mine arme.  Så "kildede" hun mig med en vatpind forskellige steder, og så "slog" hun mig med en hammer for at tjekke mine reflekser. Under hele den her seance, blev jeg ramt af et grineflip, fordi situationen var så mærkelig. Og når jeg først er gået i gang med at grine, er det svært at stoppe igen.




Jeg skulle også have taget billede. Jeg kom ind i hvad der lignede et fotostudio, hvor jeg hilste på en fotograf. Jeg skulle tage mit øverste lag tøj af, så jeg kun stod i undertøj. Han tog billeder af min ryg og af mig fra siderne. De skal bruge billederne til dokumentation, og til at sammenligne før og efter. Så blev man da lige fotomodel for 10 minutter, hva.

Jeg har også fået taget blodprøve. Heldigvis var jeg ikke lige så nervøs som første gang, da jeg vidste hvordan det føltes.



Så gik min far og jeg en tur ind til byen. Det var rigtig rart at få luft og få gået, nu hvor jeg kan. Der var kun 20 minutters gang ind til gågaden i Odense, så det var en rigtig fin tur.

Nu sidder jeg i min seng med min mor og far ved siden af mig. Jeg kan godt mærke, at jeg er nervøs, men jeg ved jo jeg skal igennem det. Nu glæder jeg mig bare til at det er overstået. Og som min far og jeg snakkede om: Fra jeg vågner op i morgen kan det kun gå fremad.






Det sidste der skal ske i dag, er at jeg skal tage et bad og vaske mit hår. Og så skal jeg i hospitalstøj.
Jeg skal faste fra kl. 24 (men der sover jeg med stor sandsynlighed, så det betyder ik noget) og jeg bliver vækket kl. 06 i morgen tidlig (min mors kommentar: Nå ja, men du skal jo sove i narkosen det meste af dagen, så det går nok!) og gjort klar til operationen. Jeg skal have lagt venflon i begge hænder og have en skjorte på, der skal knappes i ryggen.
Kl. 7.30 bliver jeg hentet og kørt ned på operationsgangen.

Det sidste billede er udsigten fra mit vindue her på 7.sal, Center for Rygkirurgi.



Kommentarer