Operationsdagen, mens vi venter
Det er en noget surrealistisk oplevelse at sidde her og skrive, mens ens datter ligger på operationsbordet, og kirurgen formentlig er i gang med at sætte skruer ind i ryggen på hende. Sjældent har tiden bevæget sig med sneglefart, som den gør lige nu.
Aftenen gik stille og roligt, Frederikke var træt efter en lang kedelig dag, men samtidig nervøs og urolig for dagen i dag. Et dejligt positivt lysglimt var, at hun fik hilst på den 15-årige pige på stuen ved siden af. Hun var igennem helt samme operation i tirsdags, og kom nu gående uden støtte hen ad gangen med sin mor ved sin side. Pigen opmuntrede Frederikke og forsikrede hende om, at det hele nok skulle gå godt. Det er mig der går der om en uge, smilede Frederikke fortrøstningsfuldt.
Natten var lang og urolig. Her på stue 1 kunne vi konstant høre lyden af den elektriske indgangsdør til afdelingen, og den lyd sammen med et meget højttikkende ur sammenblandet med uro og bekymring gav ingen af os meget nattesøvn.
Kl. 5.30 kom natsygeplejersken ind og sagde god morgen og tilbød Frederikke lidt saftevand. Derudover fik hun 2 panodiler, og fik sat Emla-plaster på oversiden af begge hænder.
Hun tog operationstøjet på (underbukser, strømper og en skjorte, der skulle knappes i ryggen), og så var det ellers bare at vente igen. Vores ellers så modige og tapre pige var tydeligvis ved at løbe tør for både mod og tapperhed, og hun havde svært ved at holde tårerne tilbage.
Kl. 7.30 kom der en portør og hentede hende. Kristian og jeg var i mellemtiden trukket i hver sit sæt meget yndige blå sterile tøj, og ved ankomst til operationsgangen fik vi også en virkelig smart grøn hat på. Synet af sine forældre i smølfetøj med flot grøn hat fik et smil frem i en ellers meget lidt smilende piges ansigt.
Frederikkes seng blev parkeret i en slags ventestue, og vi var lige ved siden af hende hele tiden.
Narkosesygeplejerskerne kom og hilste smilende, to neuro-sygeplejersker og en neurolog gjorde det samme, og endelig kom Kirurg-Stig også ind. Han var frisk og klar, og lignede én, der ligefrem glædede sig til at komme i gang med at operere :)
Sidstankomne var narkoselægen Olga, hun gennemgik den sædvanlige liste af kontrol-spørgmål (har du allergier, tager du fast medicin, sidder dine tænder fast i munden og mange andre, i Frederikkes optik, noget tåbelige spørgsmål)
Frederikke blev pakket ind i et tæppe og gik selv fra hospitalssengen og over på den anden side af gangen og ind på operationsstuen. Hun blev lagt til rette, fik monteret venflon, og så blev narkosen tilkoblet intravenøst. En sygeplejerske sad klar med en iltmaske, og herfra indrømmer jeg blankt, at vi som forældre var noget pressede! Vi holdt hende i hånden, mens vi så at hun blev døsig, og så sov hun.
Vi blev fulgt ud, og herfra startede den uendelig lange ventetid på 4-6 timer.
Vi har begge været ude at gå en lang tur. Jeg har en god veninde, der bor 2 km herfra, og var så heldig at hun var hjemme, og gerne ville have en halvforvirret, og noget ved siden af sig selv Helle til kaffe.
Aftenen gik stille og roligt, Frederikke var træt efter en lang kedelig dag, men samtidig nervøs og urolig for dagen i dag. Et dejligt positivt lysglimt var, at hun fik hilst på den 15-årige pige på stuen ved siden af. Hun var igennem helt samme operation i tirsdags, og kom nu gående uden støtte hen ad gangen med sin mor ved sin side. Pigen opmuntrede Frederikke og forsikrede hende om, at det hele nok skulle gå godt. Det er mig der går der om en uge, smilede Frederikke fortrøstningsfuldt.
Natten var lang og urolig. Her på stue 1 kunne vi konstant høre lyden af den elektriske indgangsdør til afdelingen, og den lyd sammen med et meget højttikkende ur sammenblandet med uro og bekymring gav ingen af os meget nattesøvn.
Kl. 5.30 kom natsygeplejersken ind og sagde god morgen og tilbød Frederikke lidt saftevand. Derudover fik hun 2 panodiler, og fik sat Emla-plaster på oversiden af begge hænder.
Hun tog operationstøjet på (underbukser, strømper og en skjorte, der skulle knappes i ryggen), og så var det ellers bare at vente igen. Vores ellers så modige og tapre pige var tydeligvis ved at løbe tør for både mod og tapperhed, og hun havde svært ved at holde tårerne tilbage.
Kl. 7.30 kom der en portør og hentede hende. Kristian og jeg var i mellemtiden trukket i hver sit sæt meget yndige blå sterile tøj, og ved ankomst til operationsgangen fik vi også en virkelig smart grøn hat på. Synet af sine forældre i smølfetøj med flot grøn hat fik et smil frem i en ellers meget lidt smilende piges ansigt.
Frederikkes seng blev parkeret i en slags ventestue, og vi var lige ved siden af hende hele tiden.
Narkosesygeplejerskerne kom og hilste smilende, to neuro-sygeplejersker og en neurolog gjorde det samme, og endelig kom Kirurg-Stig også ind. Han var frisk og klar, og lignede én, der ligefrem glædede sig til at komme i gang med at operere :)
Sidstankomne var narkoselægen Olga, hun gennemgik den sædvanlige liste af kontrol-spørgmål (har du allergier, tager du fast medicin, sidder dine tænder fast i munden og mange andre, i Frederikkes optik, noget tåbelige spørgsmål)
Frederikke blev pakket ind i et tæppe og gik selv fra hospitalssengen og over på den anden side af gangen og ind på operationsstuen. Hun blev lagt til rette, fik monteret venflon, og så blev narkosen tilkoblet intravenøst. En sygeplejerske sad klar med en iltmaske, og herfra indrømmer jeg blankt, at vi som forældre var noget pressede! Vi holdt hende i hånden, mens vi så at hun blev døsig, og så sov hun.
Vi blev fulgt ud, og herfra startede den uendelig lange ventetid på 4-6 timer.
Vi har begge været ude at gå en lang tur. Jeg har en god veninde, der bor 2 km herfra, og var så heldig at hun var hjemme, og gerne ville have en halvforvirret, og noget ved siden af sig selv Helle til kaffe.
 |
Omklædt til operationstøj tirsdag morgen. Smilet er påtaget og til ære for fotografen. |
 |
| Vi møder kun søde, og venlige og hjælpsomme sygeplejersker. Ham her gik hjem fra nattevagt lige inden Frederikke blev kørt til operation. |
Og bum: Mens jeg sad og makkede med billederne i indlægget her, ringede min tlf: Det var fra operationsgangen, de var allerede færdige. Fem timer tog operationen alt i alt.
Frederikke er helt vågen nu, har vippet med fødderne og løftet benene og har det godt efter omstændighederne. Operationen er overstået, og det er gået godt.
Kommentarer